Når medarbejderne ikke tager ansvar

I sidder i ledergruppen og diskuterer, hvorfor jeres medarbejdere ikke tager nok ansvar. I efterspørger mere selvstændighed, mere ejerskab, og flere der går forrest.

Men lad os lige spole filmen seks måneder tilbage.

Dengang traf en af jeres medarbejdere en selvstændig beslutning. Vedkommende handlede ud fra sin bedste overbevisning i en kompleks situation. En leder opdagede det og rettede det med det samme. For det var ikke lige sådan, det var tænkt.

Næste gang en lignende situation opstod, spurgte medarbejderen lederen først. Og nu sidder I i mødelokalet og undrer jer over, hvorfor initiativet udebliver.

Det er et klassisk organisatorisk paradoks. Vi efterspørger den selvstændige medarbejder, men i hverdagen opbygger vi strukturer og ledelsesreaktioner, der belønner det stik modsatte.

For jeres organisation lærer jeres medarbejdere, hvilken adfærd der kan betale sig. Og hvis passivitet er den sikreste vej igennem arbejdsdagen hos jer, er passivitet det, I får.

Det synlige problem er ikke problemet

Når du oplever, at initiativet dør, er det fristende at gøre det til et problem hos den enkelte medarbejder. Du tænker måske, at vedkommende ikke har den rette indstilling eller at I skal være skarpere på at spotte de “ansvarsfulde typer”, næste gang I ansætter.

Men hvis du gør det, overser du både problemet og en glimrende mulighed:

Uhensigtsmæssig adfærd på en arbejdsplads er sjældent et isoleret karaktertræk. Det er langt oftere en intelligent tilpasning til de rammer, I har sat op. Dine medarbejdere afkoder lynhurtigt de reelle spilleregler og beskytter sig selv mod at begå fejl, der har mærkbare konsekvenser. For i sidste ende handler det om de konsekvenser, der rammer det professionelle fundament: positionen, karrieren og i yderste konsekvens selve ansættelsen.

Løsningen findes sjældent i medarbejderens personlighed. Den findes oftere i de mekanismer, der styrer adfærden i hverdagen i jeres organisation.

Hvad koster det at sige sandheden hos jer?

Når I efterspørger medarbejdere, som tager ansvar, efterspørger I som regel også medarbejdere, der tør sige det, de ser. I ønsker en kultur, hvor medarbejderne råber op, hvis en proces spænder ben for opgaven, eller hvis en strategisk beslutning ikke fungerer i praksis.

Men det er her, de usynlige magtdynamikker og det, forskningen kalder organisatorisk silence, bliver styrende.

Du ved udmærket, at medarbejdere ikke ændrer adfærd, blot fordi I skriver “psykologisk tryghed” på en slide til et strategiseminar.

Indsigt fører ikke automatisk til ændrede handlinger.

Når en medarbejder overvejer at tage ordet og udfordre en beslutning, sker der en lynhurtig cost-benefit-analyse: Hvad koster det mig at sige min ærlige mening lige nu? Og hvad koster det mig at lade være?

Hvis erfaringerne i jeres virksomhed viser, at de kritiske spørgsmål bliver mødt med forsvar, eller at ledelsen helst er fri for at høre det, der forstyrrer deres verdensbillede, så tipper vægtskålen. Så bliver det for dyrt at tage ansvar. Og så er det måske bedst – i den givne struktur – at forholde sig passiv.

Jeres formelle budskaber taber altid til hverdagens konkrete erfaringer. I kan efterspørge initiativ og ejerskab i alle hensigtserklæringer, men hvis jeres reaktioner i hverdagen gør passivitet mere attraktivt, er det tavsheden, der vinder.

Forskningen bag mekanismen: Hvorfor organisationer tier

Når medarbejdere holder igen med deres perspektiver, er det sjældent et tilfældigt fænomen. Inden for organisationsteorien kaldes mekanismen organisatorisk tavshed (organizational silence).

Professorerne Elizabeth Morrison og Frances Milliken har i deres studie Organizational Silence: A Barrier to Change and Development kortlagt, hvordan denne tavshed opstår som et kollektivt mønster.

Deres forskning viser, at tavshed sjældent skyldes ligegyldighed hos medarbejderne. Det er derimod en rationel reaktion på udbredte, ubevidste antagelser i ledelsesgrupper:

1. Antagelsen om, at medarbejdere primært er drevet af egeninteresse, og at deres input derfor skal kontrolleres eller korrigeres.

2. Antagelsen om, at ledelsen altid ved bedst, hvilket gør kritiske spørgsmål eller alternative forslag overflødige eller direkte forstyrrende.

Studiet understreger, at når ledere reagerer defensivt på feedback, eller når organisationens strukturer centraliserer beslutningerne, opstår der hurtigt en udbredt frygt blandt medarbejderne for at blive marginaliseret. Resultatet er en stærk, usynlig norm, hvor det mest fornuftige karrieretræk bliver at holde sine observationer for sig selv.

Tavsheden bliver dermed institutionel.

Hvad gør I så herfra?

Hvis I vil bryde mønsteret, skal I lade være med at spørge, hvordan I motiverer medarbejderne til at tage more ansvar. I skal i stedet undersøge, hvad der sker med dem, der gør det.

Når jeg arbejder med virksomheder om manglende initiativ, ansvar og selvstændighed kortlægger vi det signalsystem, som ledelsen og strukturen har opbygget over tid.
Vi undersøger konkrete situationer, hvor en medarbejder traf en beslutning eller sagde sin mening, og ser på, hvad der skete bagefter. Blev beslutningen bakket op, eller blev den i stilhed rullet tilbage? Blev det kritiske spørgsmål undersøgt, eller blev det parkeret?
Det handler om at forstå den logik, der styrer adfærden i jeres hverdag. Hvis jeres organisering eller jeres ledelsesreaktioner ubevidst straffer fejltrin, hjælper det ikke at skifte medarbejderne ud. De nye vil hurtigt afkode de samme spilleregler.

I forandrer først adfærden, når I ændrer de betingelser, adfærden opstår under.

Overansvarlighedsfælden: Når ledelsens adfærd skaber medarbejdernes passivitet

Når en virksomheds strategiske ambitioner ikke udmønter sig i de forventede resultater, rettes blikket ofte mod processerne, systemerne eller medarbejdernes motivation. En af de mest klassiske frustrationer i ledelsesgangen lyder:

”Mine medarbejdere tager ikke ansvar. Så nu gør jeg det selv.”

Det instinktive modsvar fra en handlekraftig leder, der mærker presset på forretningen, er næsten altid at rykke tættere på opgaven. Du øger frekvensen af statusmøder, begynder at godkende detaljer, som teamet reelt selv har kompetencen til at afslutte, og overtager de opgaver, der hænger, for at sikre fremdriften mod jeres mål.

Men bag enhver organisatorisk udfordring ligger menneskelig adfærd. Og når du som leder overtager ansvaret fra dine medarbejdere, ændrer du samtidig de adfærdspsykologiske vilkår i dit team.

Du risikerer ubevidst at designe en kultur af passivitet.

Psykologisk tryghed og angst-zonen på arbejdspladsen

Mennesker er biologisk og psykologisk kodet til at scanne deres omgivelser for risici. Inden for organisationspsykologien ved vi, at det at træffe en selvstændig beslutning altid indebærer en personlig risiko: risikoen for at begå en fejl, blive vurderet negativt eller udstillet foran kollegerne.

Når vi spejler denne dynamik i professor Amy Edmondsons forskning i psykologisk tryghed, bliver det tydeligt, hvad der sker, når lederen overtager styringen under pres. Hver gang du fikser et problem eller retter en medarbejders arbejde for at nå hurtigt i mål, sender du et signal: Det er sikrest at lade være med at handle på egen hånd.

Din overtagelse fjerner risikoen for at begå fejl fra medarbejderen, og passivitet bliver pludselig det mest rationelle adfærdsvalg for teamet. Edmondson kalder dette for angst-zonen. Det er feltet, hvor kravene til performance og ansvar er høje, men hvor den interpersonelle tryghed er for lav til, at medarbejderne tør løbe risikoen ved at handle selvstændigt.

Passiviteten er altså sjældent et udtryk for manglende vilje eller dovenskab; det er medarbejderens adfærdsmæssige selvbeskyttelse i et system, der føles uforudsigeligt.

Når overansvarlig ledelsesadfærd skaber en default-fælde

Menneskelig adfærd søger ubevidst mindst mulig modstand. Hvis samarbejdsstrukturen i din organisation har gjort det til standardindstillingen (default), at lederen skærer igennem og leverer de endelige svar, tilpasser medarbejdernes handlinger sig derefter.

Over tid svinder teamets muskel til at tage selvstændigt ejerskab ind på grund af manglende brug, og du låser dig selv fast som organisationens primære flaskehals.

Forretningen forandrer sig kun, når de mennesker, der udgør den, ændrer adfærd. Du kan ikke kommandere ansvarsfølelse frem. Du skal designe rammerne, så ansvaret bliver det naturlige valg

De adfærdspsykologiske greb: Sådan flyttes teamet

Hvis du vil flytte dit team hen imod reelt ejerskab, skal du flytte blikket fra det enkelte individ og i stedet undersøge de adfærdsstrukturer, du stiller til rådighed i jeres samarbejde.

Det kræver tre konkrete justeringer i din ledelsesadfærd:

Fra svar til spørgsmål: Når en medarbejder kommer til dig med et problem, skal du undertrykke din egen refleksive trang til at fikse det. Stil i stedet spørgsmål, der forpligter medarbejderen til selv at vælge retning og argumentere for sit valg. Det flytter aktiviteten væk fra den afventende passivitet og over i den analytiske, løsningsorienterede tænkning.

Det eksplicitte mandat: Handlingslammelse opstår i uklarhed. Hvis medarbejderne ikke kender de præcise grænser for deres råderum, afstår de fra at handle. Du skal tydeliggøre, præcis hvornår de har 100% rygdækning, også når deres beslutninger viser sig at være forkerte. Tryghed handler om at vide, at en fejl er kilde til læring.

Træn din tålmodighed: Når du bevidst trækker dig tilbage for at give plads til medarbejdernes initiativ, opstår der et midlertidigt tomrum. Opgaverne bliver måske i en periode løst langsommere eller på en anden måde, end du selv ville have gjort det. Hvis du rykker ind og overtager processen her, kortslutter du medarbejderens adfærdsændring og bekræfter dem i, at det er sikrest at lade dig gøre det.

Forretningens resultat skabes mellem mennesker

Udfordringen med manglende ansvarsfølelse handler sjældent om medarbejdernes reelle kompetencer. Den bunder i de ubevidste mønstre og adfærdsstrukturer, der har gjort det mere sikkert for dem at lade være med at handle.
For at skabe resultater for forretningen skal du forstå både det mål, virksomheden skal lykkes med, og de psykologiske mekanismer, der udspiller sig i de mennesker, der skal få det til at ske.